Tanker fra et vaskeri

– Eller længsel efter stilhed

Det startede med, at jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne sidde i stilhed. En øvelse på et kursus, hvor man skulle være i stilhed i ½ time, inden kursusstart.

Og hvor er der stille i vores samfund i dag?

Meget få steder. Men på vaskeriet træder vi ind, næsten som i en tidslomme. De fleste vasker derhjemme. Nogle har aldrig været på en møntvask, og for mig sprang tankerne tilbage til kollegiet og senere til vores første lejlighed, hvor vi i starten heller ikke havde vaskemaskine.

Hver passer sit. Ingen snak. Ingen stress, for en vask tager den tid, en vask nu en gang tager.

Og her gled jeg ind. Med min kaffe og notesbog i hånden. Fandt en plads i den store vindueskarm, der fungerer som siddeplads. Og finder vej ind i stilheden, der bor i os alle. Men som vi næsten har glemt eksisterer.

Omgivet af den ældre herre, som måske er blevet alene. Og den unge hipster, der smutter, så snart hans vask er sat over.

Og her sidderjeg så. Trættere end meget meget længe. Det har været en tung dag, hvor sindet pludselig har stillet ind på sig selv og efterladt mig i et limbo, som jeg helst ville sove fra.

Men jeg er her. Og er bare.

Har glemt min telefon. Og hjernen i vores pulserende samfund skriger efter Mofibo, Facebook og sms’er. Som om man ikke skulle kunne tilbringe ½ time i selskab med sig selv uden stimuli.

I en verden, hvor længslen efter stilhed nogle gange presser på indefra og håber at blive hørt.

Jeg tænker, at jeg måske burde gå på vaskeri noget tiere. Hvem ved, hvilke tanker og processer det kunne finde på at dukke op.

Jordbærhalm

Jeg er stædig. Som jordbærhalm. Et udtryk, jeg opfandt for mange år siden, fordi jeg synes, det beskriver så godt, hvordan man har det, når man bider tænderne sammen og tæsker tilbage på tilværelsen – og nægter at give slip. Lige som de der lange stive javertusser, der stikker ud af jordbærplanterne – måske de er stiklinger, der prøver at stikke af uden helt at ville give slip på moderplanten. Eller noget.

I hvert fald er det sådan, jeg nogle gange ser mit sind. Goddamit det har fået nogle dask. Og får det stadig. Jeg kan ikke forstå, at jeg og vi skal kæmpe så meget for at få en lillebitte mus. Vi har verdens skønneste familie – vi elsker hinanden og har den mest vidunderlige 15-årige, man kan drømme om. Og vi ville være så fantastiske alle tre til at skabe dejlige rammer for en lille en. Men det holder godt nok hårdt at komme dertil.

3,5 år har vi været i gang nu. Og to gange har vi mistet det lille blink, vi havde set på scanningen. Og lige om lidt rinder uret ud. Lige om lidt er jeg 46, og så må man ikke modtage behandling i Danmark. På nuværende tidspunkt er det uafklaret, om vi stopper der – eller om vi tager en pakke i udlandet, før vi gør status.

Lige nu i skrivende stund er jeg totalt dopet på østradiol og har bare lyst til at smide det hele ad h til. Jeg bliver deprimeret, træt, udmattet og udslukt af de pissepiller. Og er lige sat op i dosis – så de seneste dage har været helt i kulkælderen.

MEN – som jeg skrev forleden, så finder jeg mig ikke i hormoner. Her til morgen har jeg været ude at ride på verdens skønneste islænder. Og er fyldt med sol, efterårsfarver, glæde og grøn te. Og tænker, at jeg kan holde til alt. Bare kom an lortebananer. Jeg kan klare det hele. For jeg er lavet af jordbærhalm. Ja, jeg er.

Ohøj skipper!

Jeg synker.

Ned i en sump.

Af møg og mismod.

Egentlig ikke det fedeste sted af være.

Graver min indre jordbærhalm frem og bokser tilbage på tilværelsen.

Og sætter tempoet lidt ned.

For at se, om det ikke kan give lidt ilt.

(det er bare så forbandet uretfærdigt, hvis I spørger mig – det er der jo ikke umiddelbart nogen, der gør, da jeg jo sidder og skriver med mig selv herinde, men åh hvor jeg bare synes, jeg har kæmpet for den her lille mus, som bare ikke vil komme – fækføk altså og rend mig i røven)

Jeg har

ondt i hovedet og i hjertekulen af dem, de der hormoner. Og af daskene. Nederlagene. Håbene. Drømmene. Alle tankerne om den lille mus, vi så gerne vil holde i vores hænder. Som vi har kæmpet for i 3,5 år nu. Hvor jeg har fyldt mig med hormoner og piller og tidsskemaer. Og depressioner og angstanfald og kvalme.

 

Jeg har ondt i hovedet af at græde her til morgen fordi slimhinden ikke var, som den skulle være. Det kan sagtens gå endnu. Og jeg er sat op. I hormoner.

 

Men min sjæl. Den er ked af det.